Kimen til eventyret ligger lige bag dig.

Kimen til eventyret ligger lige bag dig,
giv slip og træd et skridt tilbage.

Der findes en dør i det praktikske liv, en dør til eventyret.
Den ligger ikke i fremtiden, det er en bagdør og den ligger altid bag dig.

Du er nødt til at forlade den praktiske verden, for at åbne dén dør, du gik forbi.
Det er den dør, hvor du havde en stærk impuls og træng til at åbne op, men hvor modet slap, og fornuften slog dét hen, som pjat og manglende evner.

Ja lige præcis som en drøm, en ny vej at gå, en lyst til at skabe og lave noget nyt.
Men du slog det ned og åbnede døren, til den verden du havde støbt og kæmpet for, din genkendelige verden, af tryghed og her hvor du vidste at du havde fat og forståelse.

Det kræver mod til at bryde med forudsigeligheden og vanernes magt,
fornuften kæmper som var det mod galskab.

Så for at gå mod eventyret er du nødt til at gå imod dit tav, din erfaring og selv din fornuft. Du skal forbi koret af larmende stemmer, som beder dig om at blive i genkendelighedens spor, de råber og beder, kaster med skyld og forbandelser. Først når du har passeret angstens flod og livets kirkegård, hvor alle gode ideer og drømme ligger begravet, kan du træde på eventyrets ukendte stier.

Ligeledes findes der er åbning i eventyret tilbage til virkeligheden, det er enden på forelskelsen.
Det er når du er mæt af eventyret og trænger til hvile, at fornuften bryder ind og fortæller at det er for godt til at være sandt.  Netop fordi at frygten for at give slip, melder sig i fyldestgørelsen-, i det at nå en helhed.
I helheden skal vi dele os igen, og her søger vi en tryghed og fornuften til, at forklare os det skræmmende. Fornuften redder os altid fra frygten ved det ukendte, ved at vise os vejen tilbage til hverdagen.
Fornuftens verden trøster dig gerne lidt hovedrystende og overbærende, ja ja der kommer en hverdag, man kan ikke bare tro at livet er et eventyr.

Så skal man stole på fornuften eller have tillid til at eventyret kan bære hele vejen, er ofte det sted hvor man enten åbner døren og kaster sig ud i det ukendte, eller går videre for at samle tøjet op fra gulvet og ryster lidt på hovedet.

Print Friendly, PDF & Email
Dette indlæg blev udgivet i Essentiel Filosofi og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *