Årsagen til skilsmisse, skal nødvendigvis ikke findes i parforholdet.

Det må aldrig være nemmere at smutte, end at arbejde med tingene.

Når jeg snakker om at smutte så er det naturligvis,
det at smutte fra sit ansvar, i de forpligtelser der følger med i livet, som i arbejde, i parforhold og som forældre.
Den største omkostning som samfund ligger i det at smutte fra sit ægteskab og sin rolle som forældre. Dette medføre tab både i familien og i det samfund vi tjener.
Rent samfundsmæssigt beløb det sig for et par år siden, alene i kroner og øre til omkring en million kr.

Men det er ikke parforholdet som står til forfald.  De færreste forstå næppe det, at et parforhold som bare det ene år er det super hotte parforhold og året efter er de skilt. Det har chokket mange gode venner, at deres beundrings parforhold, dem som de så op til, dem som var deres rollemodel for det gode parforhold, pludselig skulle skilles.
Ingen så det komme, og alle tænker, “Gud hvis de kan blive skilt, så er vi da under ingen omstændigheder i sikkerhed”.  

Grundlaget for skilsmisse skal søges i det samfund vi lever i, i den kultur vi er en del af. Dette fundament og den kultur bringer meget lidt næring til parforholdet.

Vi lever i en svær tid, grundlaget vi lever på er usikkerhed og frygt.
Vi er et lille land, som er under både indflydelse og press fra lande som er langt større end os. Vi er en lille luftprut i en bølge i et kæmpe ocean.

Alene af den grund, minder vi mest af alt, om en flok, der er på en lang ørkenvandring mod bedre tider. Enhver ved godt at vi til syvende og sidste er os selv nærmest, så hvis det kommer til overlevelse, så vil jeg spise dig, før du spiser mig. Sagt på en mere appetitlig måde, når det er svært at skulle overleve, er det bedst at vi deler os. At vi kan blive afhængige af hinandens overlevelse, at jeg tror at uden dig, har jeg størst chance for at overleve. Hvilket betyder i et parforhold, at der altid er en der er stærkere end den anden.
Det vil sige at denne globale, nationale frygt, går i blodet på alle mennesker, på en måde at de alle kæmper for opretholdelse af livet, hvor difus det end måtte lyde. ( når frygt er difus er det mere angst.) Det gør at der bliver lukket af for følelser og det mere primitive “overlevelses udstyr” kommer i brug. Hvilket betyder kæmp eller flygt, og så kæmper vi i parforholdet. Den ene kaster skyld mod den anden, og modtageren enten trækker sig eller forsvare sig.

I sidste ende så er det en kamp, som ikke kan vindes i parforholdet, da fjenden er udefra kommende og tilpas usynlig. Det betyder at en af parterne, måske den som har mest fat i nogle sunde værdier, som sjov, oplevelser, elskov, erotik og nærvær, frem for hverdagens kampe som kan komme til at fylde det hele; Vasketøj, børn, madpakker, orden og hushold og rengøring….

Print Friendly, PDF & Email
Dette indlæg blev udgivet i Kommunikation, Parterapi og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *