At give og gøre, er hvad det er.

Der er to måde at give på, den ene kommer af  høflighed
og handler meget om at give det man selv ønsker.
Som en god og kristen måde, at være som man selv ønsker.
Det er både ædelt og meget smukt og dog er det ikke holdbar i længden, men der kan være en fare for at at det bliver en kroniske handling.
Forstået på den måde, at hvis man har lavt selvværd, så kan man være der hvor man tænker, at for at have nogen værdi, så bliver man nødt til at være et godt og givende menneske.
Man giver og gør noget for andre, for at de skal syntes om en og nedenunder lure angsten, for ikke at være god nok, givende nok, angsten for at blive kasseret og miste den kærlighed, man nu engang har.

Det er ikke holdbart da vi ikke kun kan give, vi er også nød til at få, at blive se, hørt, få omsorg og blive elsket. Det kan jo kun ske, hvis vi slippe det alt for store ansvar, det er at skulle sørge for alle får i rigelige mål og alle er tilfredse med en.
Så vi skal “vender strømmen” så at sige, at vi stopper og og bliver den modtagende part. Det kræver også at kunne giver slip i denne “moderlige rolle” og hvile og være i sig Selv. Dette “Selv” er jo i dette spil selvudslettet og svært at få øje på. Ja nærmest angstprovokerende svært, så er det nemmere at vedblive i denne givende og selvudslettende rolle.
Vi kunne kalde denne kroniske uskyld for at være ramt af hensynsbetændelse og ofte ligger der et skjult krav og gengældelse, men at det ikke kan siges, for så er man jo et meget ulødigt egoistisk barn.

Denn anden måde at give kommer fra hjertet, den er ren og den sendes fordi man ikke kan lade være. Det er ligesom man bare må sige det, man har på hjertet til sin udkårende. Så når kærligheden er i spil mellem 2 partner, så ofte syntes man at det er den anden part der er mest givende. Vi spejler os i hinanden, men ser mest sin kærestes bedste handlinger og ser sine egne som lidt mindre og sekundære. Virkeligheden er at begge er åbne og derved givende, givende af hinanden. “Jeg er jo bare mig” kunne det lyde som tilbagemeldingen på et tak fordi du er min. Vi bliver blinde for vores egne handlinger og vi “glemmer os selv” på en lidt anden måde, fordi vi får dækkede vores behov og der er ingen dagsordener og slev ingen skjulte eller ubevidste.

Jeg tror på, at vi alle kender til begge måder, at give på og nogle gang kommer vi til, at hænge fast i at havde givet mere, end vi har fået tilbage. Det bliver lidt af en indre kamp, for vi vil gerne kunne give fra hjertet, men lander i at ønske at vi fik noget tilbage.
Det er kun bevidsthed som kan støtte os og hjælpe os fri, ved at være bevist om at nu giver vi at et frit hjerte, og vi gør det fordi vi ønsker at være et givende menneske. Med samme bevidsthed, skal vi være meget bevidste om vores behov og sørge for at få den dækket, ikke ved at give, men ved at få.
Og ved at give og være inkluderet i denne givende og modtagende akt. Så ingen går sulten fra “bordet”.

Print Friendly, PDF & Email
Dette indlæg blev udgivet i Parterapi og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *