I frygt binder vi, i kærlighed opløser vi.

Det er paradoksalt at det er det´ vi ikke får, som kan binde os til det manglende.
Det kan være den manglende anderkendelse fra vores forældre,
der driver os og piner os til at forsøge, at gøre alt hvad der står i vores magt for at få den manglende anderkendelse.

Faktisk har man fundet ud af, da man forskede i sorgprocesser, at det var ikke alle der kom igennem en sorg, når en mistede sin partner. 
Eks. Et ægtepar der levede som hund og kat, gennem hele livet, med konflikter og brok, her dør manden så. Han efterlader konen ikke i sorg, men i vrede, vrede da hun nu i gennem 30 år, har forsøgt at få ham til at være lidt kærlig og give hende lidt opmærksomhed. Nu stak han af, til den evige hvileplads uden hun fik noget af det hun havde kæmpet for. Forskningen viser, at hun ikke kan komme videre, men hænger i alt det som hun ikke fik. I stedet for at få sørget over han, så sidder hun håbløst fast i vreden og bitterhed over at hun ikke forlod han, at hun kæmpede til den bitre ende uden at få det hun sukkede efter hele livet. 
Hun kommer ikke forbi hans dødsfald og slet ikke videre i nyt forhold.

Næste eks. Et ægtepar hvor de gennem hele livet har respekteret hinanden, talt åbent og ærligt om deres følelser, livet sammen og hver deres interesser og ikke mindst søger for at udvikle sig sammen og prøve nye oplevelser af, såsom dans, foredrag, koncerter mm. Den dag han stå af, så vil hun være dybt berørt og sorgprocessen starter, hun bruger alle der ønsker at høre på hende, fordi hun er vandt til at dele ud af hendes følelser. 
Det er ud fra eksempler som hendes at forskningen er kommet frem til at en sorgproces vare ca. 1 år, en dag for hver dag i året og højtiderne, fødselsdagene og andre mindedage.  Hun vil efter sin sorgproces opsøge nyt bekendskab, dels fordi hun er parat til at forsøge, men også fordi hun er afklaret. Hun har talt med sin mand, om hvad de skulle gøre når en af dem en dag gik bort. Hun ved at han ikke ville syntes at hun kun skulle være enke, men nyde livet som hun havde gjort sammen med ham.

Så hvis hun har levet fuldt ud, så ville hun være klart til at møde “livet” igen efter sin sorgproces. Åben og kærligt vil hun, uden de store bindinger møde sin nye kærlighed, med stor respekt og kærlighed til sin afdøde mand.

 

Print Friendly, PDF & Email
Dette indlæg blev udgivet i Parterapi og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *