Drop den tillærte loyalitet og bliv mere nærværende

Vores relationsfære har rødder i den traditionelle kernefamilie,
og i det tætte lokale Kærlighedmiljø.
Desværre er vi ikke nære, med vores nære længere, og vi har næsten ingen nærende bekendtskaber i vores nærmiljø.
Det virker nu som om, at vi stadig holder fast i den loyalitet, som omgav disse traditioner, at vi har en falsk billede af familieidyllen, hvor vi kommer hinanden ved.
Det betyder, at vi ikke finder og skaber næring i det samvær, som kunne være muligt, så vi får ikke dannet nye relationer og nye venskaber, som kunne give os nærhed og næring gennem samvær.

Vi kommer til at venter på nærhed, fra dem som engang var os nære, og her kommer til at vente evigt. 

Så længe at vi tænker os selv ind i ”et Vi”, så længe indtager vi en passiv og sekundær rolle, som gør at vi ikke får taget ansvar for vores behov for nærvær og samvær.
Bliver dette ”Vi” i en familie struktur, betyder det at vi enten ønsker noget fra vores forældre, eller også er vi optaget af at være der for vores egne børn som forældre.

Det store pardoks er at vi kan blive temmelig ensom i en Vi-struktur, men hvis vi tager ansvar for os selv som hovedpersonen, så bliver vi meget bedre til at tage hånd om nærvær og samvær.

Det bliver muligt at tage kontakt til dem vi møder, fremfor at håbe at møde dem vi ønsker kontakt fra. Vi bliver mere åbne overfor dem møder i vores nærmiljø og derved får mere kendskab til vores lokale liv, og vi bliver mindre fremmedgjorte.

Så hvis vi gør op med den traditionelle loyalitet, altså den tillærte loyalitet, så er der plads til at være mere loyal og derved mere tro mod sig selv og de livsnærende behov som nærvær og samvær.

Print Friendly, PDF & Email
Dette indlæg blev udgivet i Samliv og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *