Stress kan forbygges, men kan ikke repareres..

Lives skal leves for enhver pris. 

Det er når vi ikke lever fuldt ud,
at vi komme ind i en labyrint af frygt og fornuft. 

Stress er; når vi har mistet os selv og ikke kan finde vej tilbage. Det er her alt bliver til pligt og forpligtelse. Vi fortaber os i gøremål og bliver enormt lavpraktiske, vi arbejder os frem, ved at tage den ene opgave, efter den anden.

Vi ser ikke at vi kommer for langt ind i en labyrint, af frygt som danner den store hæk og vejen er praktiske gøremål.
Vi tror ofte, at vi er på vej ud af labyrinten, fordi vi søger ubevidst frihed, i vores bundethed til det praktiske liv. At livet ligger længere fremme og vi skal bare lige skal yde, før vi kan nyde.

Vi får ikke stoppet op for, at få et overblik, over hvad der er vi har gang i. Vi får simpelthen ikke kikket over hækken og set at vi køre i ring. Vi er faret vild i vores sind og formår ikke at få fat i andet end det praktisk liv.

Så når stress ikke kan repareres, så er det fordi det svare til at klippe hækken, i denne labyrint, men at forsætte i samme spor. 

Så forebyggelse er, at have fat i livet, både det praktiske, men også følelserne, behovene, og drømmene, omend i det små, som kan ske både i hverdagen og i weekenden.
Har vi dét, så er der ikke længere nogen hæk eller skel, mellem praktik og trivsel, vi er i de første fodspor, vi sætter ned på den livsvej, vi går på. Og vi går ikke af gamle fodspor, eller som var vi i en genudsendelse, fra fortiden af.

Vi tager aktivt ansvar, for at bringe livets hjul i spil, vi drejer og sanser livet her og nu og kun derigennem, kan vi mærke livet. Så enten mærker og sanser vi livet, eller også er vi på afveje i sindets labyrint.

Print Friendly, PDF & Email
Dette indlæg blev udgivet i Personlig udvikling og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *