Angstens sprog

Hver en følelse har sit eget psykiske sprog,
hver en stemning har sin egen tone.
Et af de sprog som oftes er at finde, er angstens sprog.

Når angsten har fat i os, så ændre vores sindsstemning sig, “vi slå lyset fra”, så at sige. Vores sprog ændre sig fra personlig udsagn, til spørgsmål rettet mod andre og mod os selv, hvis vi ikke er i kontakt med andre.
Vores kontakt til vores følelser forsvinder, og usikkerheden gør at vi sætter vores behov og selvfølelse til side.
Der er så mange processer som sætter ind, når vi bliver grebet af angst. Ikke alle vedkender sig angst, men mere som usikkerhed, frygt og bekymring, dog er alt sammen fra samme kilde, som sætter alarm hormonerne ud i omløb i kroppen.

Vi ryger mere eller mindre i forsvar, og det er her vores sprog er mere entydigt og meget praktisk orienteret. Det er som om vi får nogle filtre ned over os, så vi høre ikke tingene som de bliver sagt, men som et angreb på vores eksistens.

Det er vi mister en stor del af os selv og i det, så taler vi ikke fra hjertet, vi taler fra vores indre “forsvarsværn, som bliver beskudt med angst”. Det betyder at vi er i gang med, at miste os selv, vores tilgang til vores selvværd, selvfølelse og derved selvsikkerhed. Så vi er i knaphed med resurserne, så vores sprog og fokus er på manglerne og knaphed.
Vi er bange for at miste, så derfor er vi opsat på at opnå noget, eller vinde, blive anderkendt(set og hørt), bekræftelse på at vi er “gode nok”.

Det betyder på det personlige plan, at når vi er ramt af angst, så er vores sprog farvet af vores selvbekræftelse, vi bringer vores ego ind i samtalen, eller samtalen bliver drejet ind omkring “mig og hvad jeg kan”.

Eller lige omvendt, at vi taler i du-form, det er dig som ikke er i orden. Det bliver meget i et kritisk sprog, det går på rigtigt og forkert, samt et meget vurderende sprogbrug, godt, skidt, for dårligt, for kedeligt, duer ikke…

Hvis det drejer sig om; hvad som skal ske, så vil fokus og sproget være omkring sikkerhed, og på alt det som mangler og alt det som ikke er i orden.

Siste sprognuance er at alting skal være perfekt, det er hverken jeg-fokus eller du-fokus, men på det materielle plan, det er den rigtige vase, det rigtige navn og mærke.

Der kan være en del flere nuancer, som enten har den kritiske tone, eller den bekymrende tone, fælles for alle nuancerne i angstens sprog er, at intet er som det skal være, og det er altid med vurderende værdisætning. Dvs. at intet er i sig selv godt nok, der er koblinger til andet og andre, ligesom der er forklaringer og undskyldninger med i sproget. Og sidst så mangler sanseligheden med dens farver, kreative og poetiske sprog.

 

Print Friendly, PDF & Email
Dette indlæg blev udgivet i Psykoterapi og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *