Egoismen er død.

Det er vildt underligt at kikke tilbage til Individualisternes Tid. Den store Egoistiske Højborg, som mange ynder at kalde den tid. Vi kaldte det også for kernefamilien, os i vores nærmiljø, altså´inden for vores egne 4 vægge. Vi havde nok i os selv dengang, vi var optaget af at knokle for at skaffe, hvad vi mente vi havde fortjent og vi forsøgte at få mere af det hele. Kvalitets tid var også et begreb vi slyngede om os, et forsøg på at dække os ind, under at vores børn ikke havde brug for os hele tiden, men i kvalitetstiden mellem 17:30 og 18:45 med et efterfølgende bad og en godnathistorie i sengen.
Vi var lidt primitive dengang, vi jagtede tiden, og jo mere vi jagtede den, jo mindre tid var der tilrådighed. Og det var på trods af den gode Dr. Einstein havde små hundrede år før havde bevist relativitetsteorien, at tiden er relativt. Vi høre det, men forstod det ikke dengang. Vi var slet ikke udviklet i vores bevidsthed, vi hørte stadig til i den lave klasse, i de primitive lag, både i samspil med andre, eller dengang var det mere sambrug, for vi brugte hinanden, udnyttede hinanden i den tro at vi fik mere til os selv. Vi forstod ikke dengang at misbrugte vi andre, så var det os selv vi misbrugte. Vi var opdelt i rød og blå, ja forskelle kunne opdyrkes i dialekter og spid og had havde let grobund.

Det var også frygtens tidsalder, vi var optaget af at søge tryghed i det basale, som om vi kunne skabe tryghed oven på frygt. Vi har lidt og vi har haft mange sår på sjælen og i samvittigheden. På mange måder tabte vi vores kampe, vi mistede vores respekt, da det så mest sort ud, gav vi op. Det var vel den økonomiske krise, der dengang gav os nådestødet i 2011/2012.
Vi gav op og slap vores krampagtige holden fast på alt og alle, slut var det med at besætte hinandens hjerter. Det var vel mest fordi vi blev ramt så hårdt at vores hårde egoskal bristede. Det var vel da det så mest sort ud, at vi hver i sær ramte en fælles bøn om nåde. De siger at der ikke findes ateister ved fronten, og på den måde gik det ihvertfald op i at vi nåede egoismens top, og det hele brød sammen.
Der er stadig ingen der kan sætte fingeren på, hverken hvad der skete og hvornår det skete. Det var vel som at stå op en fredfyldt morgen med solskin, som efter alt for meget regn, storm. Ingen støj, ingen hastværk, vi mødte hinanden efter at havde været borte fra hinanden. Som en bibelsk syndflod der havde raset i 100 år.
Et gensyn med kærligheden, et broderskab med vores nabolande, en fælles front med hinanden og ikke mod nogen mennesker, men for en bedre verden, en ny måde at drive globaliteten på.

I dag ved vi alle at; vi er alle blade og grene på et og samme gamle træ.
Gudskelov vi stoppende i tide og gav op for ydre fjender og sætte en stopper for det indre tyranni.

Print Friendly, PDF & Email
Dette indlæg blev udgivet i Åndedrag til sameksistens, Eksistens, Samfund, Spiritualitet og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *