Sindet er som øer, i et angstfyldt hav.

Vi kommer alle fra “Landet for længe siden“, det er det der er vores barndoms land.
Det er her, hvor vi var børn i vores trygge ramme og var optaget af det´, som skete i vores liv, som den legeplads det nu var.
Den bedste historie som rammer dette billede, er historien om Peter Pan. Dog rummer historien om Peter Pan også en vinkel på ham, både som egoistisk og ønsket om ikke at tage ansvar i at blive “voksen”. Et lille sidespring, og et godt billede til at tage afsæt i; at vores “barndoms land” eller ø, var hovedsaglig god og fuld af opdagelser. Som alle opdagelser, så rummer det også en vis frygt, da det er nye skridt og deri usikkerhed i det ukendte. Det er dog som i Peter Pan, så er det mest i havet, frygten lurer som hajer og sørøverne.
Så udgangspunktet er det samme, i vores sind og i historien, nemlig at grundlæggende så er verden god og et rart sted at være. Det som mangler i historien, er “vejen væk” fra dette “barndommens land”, og “jo”, selvfølgelig bliver vi voksne og rent hormonelt sker der en forvandling fra barn og til at stå som voksen. Dog er det sjældent ,at det sker ved at vores barndoms ø eller landet vokser til modenhed, men at vi forlader dette trygge sted modvilligt.

Det sker ved chok, skæld ud, latterliggørelse og fornedrelse. Vi mister vores fundament, vi ryger ud af vores barnesind og direkte ud i det store angst hav. Vi bliver oftest sat af, eller lander på en ny ø, med påbud, regler om hvordan vi skal opfører os.
I bedste fald, så er der både ebbe og flod mellem vores første ø  og denne nye ø, men det er ikke uden usikkerhed og skyld. På et senere tidspunkt så kan dette barndoms landskab spottes som værende barnligt, som en negativ syn på at være legende.
Så laver man sig selv en ny ø, hvor man enten skal være klog, smart, sej eller blot skjuler sig for enhver. Blot for at kunne høre til eller ikke blive udsat for drillerier.

Disse øer er det, som er medskabende til vores personlighed, de samler sig, ud fra den instruktør som har dannet sig i sindet, om hvad der er mest sikkert at være.
Således bliver vi skabt ud fra frygt og denne kant, hvortil vores Personlige ø ender, starter angstens hav.
Der er således altid angst mellem vores eget oprindelige sind og den personlighed, vi er opdraget ud fra, eller vi selv har skabt ud fra vores egen frygt, den sociale anseelse i den flok vi ønskede os at være en del af.

Så når vi taler om personlig udvikling, så kan vi ikke udvikle en ny ø, ud fra hvad vi ønsker at være, men kun ved at være den vi er ud fra vores oprindelige sind, kan vi skabe noget mere af den vi er.

Sagt på en anden måde; “vi kan ikke være noget vi ikke er, men vi kan være os selv fuldkomne, med alle de skygger som måtte være en del af denne ø”.
Paradokset er at Angstens Hav er ofte med til at give os fornemmelsen af, at vi ikke er som vi skal være. Denne fejltolkning er således væk, når vi stå på vores oprindelige ø, som ikke i virkeligheden er en ø, men et land som kan vokse op af havet og blive til et kontinent hvor der er plads til mangfoldighed.

Print Friendly, PDF & Email
Dette indlæg blev udgivet i Åndedrag til sameksistens, Eksistens, livets spilleregler, Personlig udvikling og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *