Holder du din standart.

Pink sang her til morgen i radioen.
“You used to hold the door for me,
You used to laugh at me,
now you shake your head and leave me”.
Hvilket gav mig lejlighed til at tænke over ordet standart, altså en norm grænse for en grad af kvalitet eller udtryk. Hvilket giver et sørgeligt syn på, hvordan en manglende standart ofte indtræder i et parforhold. Vi sænker standarten, under påskud af den andens mangler og fejl således at humoren og livets lethed, forsvinder efter en konflikt.
Så hvis jeg plejede at holde døren for min kæreste, og ikke gør det mere, hvad er mit formål med det?
Var det et udslag over min standart, eller var det bare, fordi at jeg ville have hende til min? Eller har jeg sænket kvaliteten af mine galante ydelser, fordi min kæreste var dum og kaldte mig for en kæmpe idiot? Så når verden er urimelig, så giver det mig en anledning til selv at være urimelig og måske endog passiv og uden en vis standart.

Jeg tænker at det ofte er det sidste, at vi lander på den laveste fællesnævner, her er trygt og godt, her stikker vi ikke hovedet frem, med risiko for at få snotten klemt og kasseret af dem vi er bange for at miste.
Yderligere må der ligge i denne lave fællesnævner, en gensidighed om, at ”du er ikke noget værd” og ”jeg er ikke noget værd”. Så vi bliver nødt til at holde sammen, for ellers er vi begge dømt til ensomhed og et trøstesløst liv alene. I denne fælles afhængighed for, ikke “den eneste ene, men den sidste af de mulige”, er standarten ofte så lav, at parterne ofte kun få så let næring, at de lever på “sultegrænsen” og måske har en falsk taknemmeligt, for ikke at blive lad alene…

Så lad os sammen sætte en standart, for vores service, adfærd, sprog og rolle, som partner, som kæreste, som far/mor og som ven. Uagtet om hvordan de opfører sig overfor os, så har det jo ikke noget med os at gøre, vi kan sige fra, og stadig være den vi ønsker at være som et minimum.

Så holder du døren for din kæreste, giver du en opmærksomhed til ham, selv om han var dum i går?

“Det er muligt at vi bliver dømt på vores fejl og handlinger i affekt,
men vi bliver i sidste ende elsket for vores kærlige handlinger.”

Print Friendly, PDF & Email
Dette indlæg blev udgivet i Parterapi, Spiritualitet og tagget , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *