Hvornår stopper lidelserne?

Alle lider eller har lidt. Alle bærer mærker af ofrets lidelser på sin krop og de første sår opstår i barneårene. Egentligt er der 4 måder at dyrke lidelserne på;
Et er at dyrke dem, genindspille dem. fornægte dem, eller gøre op med dem.

1. Dyrke lidelsen.
Hvilket betyder at vi er fortsat ofre for omverdens overgreb, krænkelser og grænseoverskridelse. Vi sætter os mindre end andre og derved fastholder os selv i at være små eller ikke store nok, til at sætte en stopper for de grænser vi har og som bliver overtrådt. Det er ikke bevidst når lidelser bliver dyrket, men der er gevinster forbundet med det. Vi får opmærksomhed og omsorg på vores sjælelige sår og sammenstød med verden. Ofte er det nemmere at mærke smerte, end slet ikke at mærke noget som helst. Tænk bare på hvor meget smuk musik der er skrevet på smerte og ulykkelig kærlighed. Smerten har dybe rødder i vores krop og hellere smerte og krop, i stedet for ingen smerte og ingen krop.

2. Genindspille gammel lidelse.
Jeg kan kendes på min lidelse”. Min fortidslidelse kan blive min historie og min identitet, ofte sidder vi fast i et gammelt traumatisk chok, på sådanne en måde, at vi ikke får sluppet denne lidelse. Vi forsøger måske at fortælle om den, men den slipper ikke sit tag i os. Således bliver det til en historie, som vi kan fortælle igen og igen, vi mærker måske lytterenes chok, deres frygt, deres mismod og fortvivelse og derigennem møder vi vores egne indefrossede følelser igennem andre. Dette skaber en afhængighed af andres udtryk af vores egne følelser, men vi får desværre ikke fat i vores egne følelser eller forløst det chok som binder os fast.
Der er ligeledes udover identitet, offer eller martyr i dette drama, og omsorg, trøst samt opmærksomhed.

3. Fornægte lidelserne.
Ofte er det nemt at lukke af for smertekroppen, fortidens smertefulde oplevelser, fordi vores logiske fornuft ikke ved, hvad vi skal stille op med disse lidelser. Det giver jo ingen mening, at blive ved med at blive konfronteret med vores fortid. Hvilket ikke er helt uden relevans, dog er lidelse og smerte et og samme og sålænge vi ikke er forløst for denne smerte, så vil den dukke op i nye forklædninger. Alle vores følelsesmæssige oplevelser, danner et mønster og spor i vores sind, og de stærke traumatiske oplevelser giver et varigt panser der både lukker oplevelsen inde, men også alle andre følelser og derved også vores autentiske jeg. Derfor vil alle positive følelser trække os ind imod vores gamle traumatiske oplevelse, da den dybeste og intense følelser er kærlighed.

4. Gøre op med lidelserne. 
Når vi kikker på vores lidelser og fortidens chok, er vi nødt til at kikke på dem med følelser. Gør vi det, kan vi se at ved enhver lidelse er der et kærlighedstab, vi mistede os selv i det chok. Ofte virker chokket som vi skulle dø og ja lige så ofte dør vi en lille smule, eller vores følelser bliver “chokket inde”. Når vi opdager dette tab af vores eget følelsesmæssige jeg, vil vi bliver overvældet af sorg. Sorg over at have miste egen kærlighed eller kærlighed til eller fra andre, er samme sorg. Får vi fat i denne eksistentielle sorg, så forløser vi det greb og den fastholdelse vi forsøger at holde fast i. Netop denne forløsning giver frihed og fred i vores sind og vi kan så snart sorgen slipper sit favntag mærke taknemmeligheden i at mærke kærligheden. Det at mærke livet med dets følelser giver til gengæld mening og lige her vokser vi og modnes til at genoptage kærlige forbindelser.

Vi skal så at sige igennem vores egen “kirkegård” for at kunne søge mod det liv vi engang tabte og genforenes med vores autentiske følelser og liv.

Glæde og sorg er dybt forbundet, vi sørger over tabt livsglæde og vi mærker livsgælde når vi slipper sorgen over miste. 

Print Friendly, PDF & Email
Dette indlæg blev udgivet i Buddhisme, Spiritualitet og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *