Sjælens vej hjem.

Der har været personlig udvikling, siden de gamle grækere var børn. 
Den personlige udviklings vej, er mangfoldig og i gennem de fleste år har det været i forhold, til Gudsbegreberne og være en åndelige rejse, i forhold til troen og nærheden til Gud.

Men hvornår rammer vi målet, for en nutidig åndelig udvikling? og hvad vil det sige at være udviklet personligt? Er der ikke nogen retningslinjer for vejen og udviklingen?

“Gud er død” sagde den tyske filosof Friedrich Nietzsche og som nok, er det mest citeret citat af ham og i den moderne eksistentielle tænkning. Så det handler jo ikke så meget om, at opnå Voreherres gunst eller undgå Guds vrede, eller det at undgå at komme i helvede.

Så hvad vil det sige; At “være kommet hjem”, At være “oplyst”, At være blevet bevist, om det så er Buddha Bevidsthed, Kristus bevidsthed eller uni bevidsthed?
Det er meget svært at svare på, man kunne sige; at dem som taler om det, ved det ikke, og dem som forbliver tavse, ved det. Faktisk er det et meget godt eksempel, på al den mystik og tågesnak der kommer, når vi er ved, at komme til sagens kerne. Når vi skal se klart og utvetydigt på det inderst, i vores kerne og hjerte, så bliver det sløret og sproget bliver eventyrligt og meget metaforisk.

Det er der naturligvis en klar årsag til, fordi vores sprog afspejler vores udvikling og vores sprog, er indrettet for at beskrive og forklare dét, som skal beskrives. Men den bevidsthed vi forsøger at ramme, kan ikke skrives. Vi kan beskrive elementerne, men ikke helheden, så snart vi forsøger at beskrive dét, så forlader vi det.
Så hvis vi forsøger at konkret beskrive hvad kærlighed er, så mister vi følelsen af kærligheden, den bliver konkret og logisk, og her bor passionen ikke, heller ikke følelserne, så det er vi er faret vild i sindet.
Jeg kunne fristes til at sige at “Storheden i at være ét med helheden”, kan kun opleves uden vores beskrivende bevidsthed. Vores beskrivende bevidsthed, er den bevidsthed, som er vores organisator, for vores daglige opfattelse, af hvad og hvor er vi, altså en praktisk logisk bevidsthed.

Pejlemærkerne.
Der er nogle klare pejlemærker, som vi kan bruge til at vide, at vi er på rette vej.
Rejsen hjem, er på mange måde en eventyrlig rejse, fordi vores opfattelse ændre sig, fra konkret og praktisk/logisk til en mere følelsesmæssig, kreativ og poetisk opfattelse.
Endvidere mister vores kritiske sind sit tag, i vores bevidsthed og vi kommer i kontakt med en større kærlighed i os selv. det medføre også en større rummelighed over for os selv og andre, samt den samme bevidsthed slipper vi forventningerne på at tingene skulle være anderledes. (Vi er i nuet, og ikke i ønsket om noget andet i fremtiden.)
Det at vores kritiske sind slipper sit tag, betyder at vi bliver mindre dømmende og vurderende overfor os selv og andre.

Mange taler her om at elske sig selv, men den dybeste kærligheden deler sig ikke og skelner ikke mellem du og jeg. Så vi er i kontakt med kærligheden, når vi slipper vores egobevidsthed, som er det kritiske/praktisk-logiske og spittende sind.
Et andet klart incitament på, at vi er kommet hjem, er at der ikke er så meget tankebevidsthed, den evige knevren i hovedet er forsvundet, sammen med den dualistisk vejen for og imod, enten/eller er også forsvundet.
Vi kan også tale om, at vi går fra at være visuel til mere indfølende, hvor vi mærker efter, frem for, at forsøge at “se tingene for os” og “se fordele og ulemper”.

Endeligt så er det stilheden som bliver en stærk kommunikation, det er her vi bliver ophøjet af intetheden, som fylder det hele og fylder os op, så vi næsten kan boble over af tilfredhed.

“Guds sprog er stilhed, alt andet er dårlige oversættelser”.

Print Friendly, PDF & Email
Dette indlæg blev udgivet i Spiritualitet og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *