Min kærlighed ligner til forveksling din kærlighed..

De store spørgsmål er: er min kærlighed min egen, eller er det dig?
Er din kærlighed forskellig for min eller kommer den fra samme kilde?
Hvor er kærligheden henne, når den er væk? 
Hvad gør, at når vi er sammen i kærlighed, så er det mere sekunder der skiller os ad, end forskellighed?
De siger to sjæle samme tanke, som udtryk for samhørighed, men hvad nu hvis kærligheden ikke er individuel, men fra en og samme kilde? Og kan vi gøre krav på kærligheden som vores egen? Og kan to sjæle være en og samme, eller flyde sammen uden grænser? Og igen hvis det er muligt, er det så ikke kun historie og erfaring der skal skiller mennesker fra hinanden?

Kærligheden stiller flere spørgsmål end svar, og jeg kender ikke svaret, kærligheden kan ikke indfanges, og slet ikke af mig, men jeg kender den, den flyder igennem mig. Jeg læner mig op af nogle af dem der før har sat spørgsmål ved eksistens og liv.
Jeg står på noget af det andre før mig, har fundet evig gyldig og evigt forbundet ved at være til og eksisterer. Trods de største Mestre er det ikke muligt at indfange kærligheden med ord eller begreber. 

Hvis kærlighed er den flod der evigt flyder under os, og det der har måtte forstyrrer os i at evigt svømme i floden, gør at vi står på kanten, må øvelsen være at vi må hoppe i sammen, hånd i hånd. Jeg er ikke født i denne flod, men jeg har lært at svømme, og jeg ved, at svømmer jeg ikke i livets vand, tørre jeg ind og forsvinder. Svømmer jeg alene, ved jeg at jeg er mere søgende end svømmende. Hopper vi i sammen, har vi valget i at svømme sammen og hver for sig, men vi ved at vi er i samme flod, og her er ingen spørgsmål, ingen svar, vi er…

Lige så længe vi er nød til at stige op af floden, lige så længe, er vi nød til at genoptage springet sammen. Og for hver gang vi springer, er vi nød til at tage turen rundt i floden, for aldrig kan vi røre vandet samme sted som sidst. Vi er turen i vandet i vandet og intet andet. Vi kan ikke forgive at vi er våde sammen før vi er kommet under, ingen af os ved om den anden ønsker at blive våd før det er sket.
Før vi springer findes angsten, om vi kan svømme, om der er dybt nok til ikke at slå sig, om den anden nu også springer, og er det muligt at finde hinanden efter springet, men altid i vandet, genfinder vi hinanden, for vandet er trygt når vi finder os svømmende, kun springet er forbundet med angst.
Vores liv er i livets flod, aldrig før, aldring efter, jeg vil række dig hånden, holde fast i din hånd, bede dig om at springe, for livet flod flyder forbi os, uden os, hver gang vi tøver med at springe i.

“Suset ligger i springet,
kærligheden i floden,
livet igennem os,
uden vand ingen frugtbarhed
ørken både kendt og gold
vandet altid ukendt og altid foranderligt.”

Print Friendly, PDF & Email
Dette indlæg blev udgivet i Åndedrag til sameksistens, Eksistens, Parforhold, Spiritualitet og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *