Han var et svin, en selvisk skiderik 
Skræmte kone og børn fra vid og sans
med trusler over mark og vej.
En satan i affekt
Et bedre vidende fjols, hvis idealer,
var at samle til natten og dårlige tider
Han krænkede og foragtede det, der var andet end ham selv
Selv tårer og sorg på hans lune, kunne han tryne
Han kunne og vidste alt
en mester han havde været
Oppustet og mæt med en tyngde af indbildt formåen.
Festerne ebbede ud, ørerne forsvandt
en storskrydende talers forstummes
De dårlige tider kom før gevinsten.
Han mistede det sparede, samt sit forkvaklede syn.
Ingen spildte længere deres tårer på hans ævl.
en enkelt stod op og imod, resten fulgte trop.
En sørgelig stakkel for hvis verden forsvandt, da de gik.
Han levede så længe der var liv at suge af.
I dag sidder han som forstenet, en levende død.
Bag tonede tykke briller, han stener
Hans krop har sagt stop, hjertet forkvakler,
for hvis blod ikke ruller, en dag så ryger benene
en amputation af rødderne til jorden og livet
en symbolsk handling på endestationen, det sidste skridt.
Et dårligt liv, et misbrug i mennesker og sprut.
Et offer han må bære alene, da bærerne af skyld og mindre værd stod af
Hans menneskelige investering gav afkast med renter,
alene glemt selv hans indre stemme har forladt ham.
Den eneste glød, er de lilla forsvampninger i hovedet, fra svunden tid
