Skønheden ved et godt måltid.

Alting er forgængeligt, alting er flygtigt og kort.
Livets skønhed er små øjeblikke, som forsvinder og visner bort.
De smukkeste blomster, er dem som afblomstre efter få dages skønhed.

Den som ikke rummer sorgen, den som ikke kan tage afsked, lever ikke.
Den som ikke lever livet, drager ikke mod stranden for at se solnedgangen,
da det mest af alt fortæller om dagens bortgang.
Den som ikke kan give slip, slipper ikke gårsdagen og derved  aldrig møder dagen ny og frisk.
Den for hvis liv er paktisk og fuld af nytte samt gøremål, møder aldrig det skønne øjeblik gennem stilhed.

Den som spare, i til fælle af hungersnød, er i ånden altid sulten.
Den som er nøjsom, øver sig kun på, overlevelse alene.
Den som aldrig har sluppet sin vildskab løs, lever ensomt, i frygt for sig selv.
Den som ikke tør at gøre sig selv til grin, lever i skyggen af 1000 kritiske øjne.

At leve er en kunst, at praktisere livet er at se hullerne mellem fornuft og overlevelse.
At leve er at gå mod strømmen, at være stille midt i larm og kaos.
At leve er at gå på opdagelse, lige midt i forudsigligheden.
At leve er at nyde langt tids tilberedelse, af et skønt måltid, at severe det på livets offerbord, vel vidende om, at om lidt er det hele fortærret og snart igen fordøjet.

Print Friendly, PDF & Email
Dette indlæg blev udgivet i Åndedrag til sameksistens, Poesi og skarpe skud, Spiritualitet og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *