Ensomme er soldater, på nær de faldne.

Ensomme er soldater, på nær de faldne.
Hele er de kun i samlet flok,
Hele er de, når de hædre de faldne,
til ære for dem som mistede deres kære.
Tilbage står de som mistede de faldne,
ensomme og mere tomme end da de sagde farvel.
Da havde de stadig håbet, troen og ønsket om,
at blive en del af de bånd missioner og flokken bandt.

Ensomme er de hjemvendte soldater trods det, at de lander lige i familiens skød.
Tomme står de i tryghedens havn, lige midt i kærlighedens have.
Lige mellem børn og leg, står de stadig og ønsker sig hjem.
Mon sjælen nogen sinde bliver sat fri og afklædt fra hjelm og skudsikker vest.

Ofte drager de ensomme ud, for at møde krigens brødre igen,
da frygten få dem samlet gennem smerte og elendighed.
Fred opstår midt i røg og alarm, med erindring af de leende børn, i mellem granaters sprængning og salver fra skud.

Ingen formår at få sjælen hjem fra krigens zoner, sjælen bindes til de faldne.
Kun frygt og bitre minder kommer på ryg hjem, i alt for stor en sæk
Tilbage står nattens fjender ved sengens kant.
Hvem tør med kærlighed at gå igennem krigens sår og vold,
for at forløse vores drenge så de kan komme helt med hjem.

Print Friendly, PDF & Email
Dette indlæg blev udgivet i Psykoterapi. Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.