Dovenskab er ikke nogen man er, det er noget man bliver tillagt.

Dovenskab er i alt sin enkelhed opdragelsens bagstykke.
Ingen fødes til at være dovne, dog er der ufattelig mange, der har købt og adopteret opfattelsen af at være doven.
Dovenskab er resultat af frygt og den manglende rette motivation.

Dovenskab bliver installeret i teenager, når de er i deres forandrings puppe. Det sker i forældrenes misforstået omsorg, for ikke at tale om frygt. Frygt for at teenageren ikke bliver til et ansvarligt menneske, der kan tage hånd om sig selv. I nogle tilfælle er det først når deres barn bliver teenager, at man opdager at barnet ikke er opdraget, til at tage del i huslige pligter og opgaver. Mor og far har lavet det hele, og når barnet ikke længere er et barn, så er det en hvalpet voksen der ikke laver en skid.
Ingen kalder en baby doven når den sover det meste af dagen.
Små babyer sover en del, da de er igang med at vokse og vænne sig til den store verden omkring.
Teenager sover eller det går meget langsomt og uden stor hukommelse. Faktisk så er de ligeså meget i en forandrings puppe som de små babyer, de er dog mere under genopbygning, eller en overbygning, for at være mere præsis. De åbner op for den logiske analytiske voksen verden, hvor de skal kode fortidens hændelser om til erfaring, så de kan tage ansvar for konsekvenserne ved at skulle være voksen.

Desuden så kunne der være noget om jo mindre liv, leg og morskab forældrene har imellem sig, jo mere lukker teenagerne ned, i modstand på at følge forældrenes eksempel i at livet skal overleves og ikke leves.

Print Friendly, PDF & Email
Dette indlæg blev udgivet i Åndedrag til sameksistens, Eksistens, Essentielle Erkendelser og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *