Man kan dø to gange, anden gang er blot en formalitet.

Faktisk kan man dø to gange før den fysiske død.

Den ene død, er måske mere en normalitet,
det er her hvor folk, blot er i deres bedøvede hverdag. De gør det, det plejer, siger det, de plejer, holder fast ved det, som de kender og er trygge ved. Det er Forudsigelighedens Paradis, hvor det handler om fravær af frygt, som eneste praktiske værdi.
Det er her hvor åndelige mestre taler om at vi drømmer. Vi lever i drøm om kærlighed
og alt er godt og smukt. Alle mennesker er gode og vi er gode ved hinanden. Her
er opvågning af dobbelt smerte, når der pludselig opstår konflikt, utroskab, opbrud, kriser, del selve krisen og dernæst opdagelsen af det manglende liv og følelsernes manglende tilstedeværelse i nuet. Det er her vi føler os svigtet og forrådt, her lægger vi os til rette i Forudsigelighedens Paradis, i magelighedens tempel og så banker verden på med problemer, konflikter og uforudsigelige hændelser.
Dette er den første død og den som koster stor smerte når livet og
livsvilkårene banker på.

Næste død, er der hvor ens identitet dør, ens lidelseshistorie, ens forudsigelige hverdag dør. Det sker ofte i forbindelse med at den virkelige død banker på, enten ved en livstruende sygdom, skilsmisse, stor sorg og krise.
Det er her man så at sige bliver genfødt, man står op og tager det fulde ansvar
for ens liv, vidende om at hver dag, er en vigtig dag og dagen i morgen aldrig
kommer. Det er her vi kan tale om, at være bevidst døende, vi ved at vi skal dø
og intet skal gemmes til senere.

Mange religiøse skoler bruger døden, til at meditere på, den fysiske død og den
materielle død. Det samme gør de psykologiske skoler, da livet er uadskilligt
med døden og i bund og grund så stammer al frygt fra at miste livet.

Print Friendly, PDF & Email
Dette indlæg blev udgivet i Åndedrag til sameksistens, Eksistens, Spiritualitet og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *