Når det kommer til at tage ansvar for sit eget liv,
så er det ikke noget, man gør noget af tiden, eller engang imellem. Når du bliver bevidst om, at det er dig selv der styre skuden og ingen andre. Dvs. der kommer ikke en lods ombord og styre dig sikker igennem farvandet. Ja så tager du kaptajn kasketten på, ikke styrmanden, ikke matrosens.
Alt for mange matroser springer op på dækket, når der er høj sø og orkan i farvandet, så slås man for sit liv og kæmper en fin kamp. Når så stormen lægger sig igen, så springer de til køjs eller lægger sig mageligt til rette og tænker at nu går det godt.
Som Kaptajn, slipper du aldrig ansvaret, ej heller bevidstheden om hvor skibet er, og hvor det er på vej hen, hvad der er skibets last, ikke mindst hvem der skal med ombord og hvem der ikke skal med.
Ansvar er som at være kaptajn på eget skib uden rederi, uden ejere eller medejere, du er alene om ansvaret.
Skuden er din, du bestemmer selv, hvilket flag du sejler under, hvad du skal sejle med eller uden.
Om du skal sejle i ring, eller sejle med skræl eller dyr last, om du stævner ud mod eventyr, eller blot er en rutebåd mellem Hundested og Rørvig, er helt din egen afgørelse og din indsats bestemmer destinationen.
