Al åndelighed går gennem kærlighed.

“Kærlighed er flygtigt, det er alt andet der klæber sig til sindet”.
Så det er mere, hvad holder dig oppe, når vi tager alt fra dig, hvad står tilbage?

De to første forhindringer vi møder i forsøget at finde ind til ånds kernen, væren, ren bevidsthed, er som det ene, sindet genkendelighed, sindet der ser ud fra genkendelighed. Det gør det en kende svært at møde det ukendte på. Dvs. sindet ser en spand og tænker ” det er bare en skrællespand” i virkeligheden kunne det være en spand med guld.
Den næste forhindring er sindets kategorisering, sindet deler tingene op i enten skidt eller godt, alt afhængigt af hvad sindet er fyldt op af.
Nå vi er kommet forbi disse “udkiksposter” så kommer vi til “erfaringens landskab” som er det landskab hvor vi tog beslutninger baseret på vores nederlag, vores afvisninger, vores ensomhed og endeløse forsøg på at blive elsket og rummet.
Det er det landskab hvor vi bliver trigget, som små nedgravede miner. Det er her fortiden blander sig med nuet, det er her, “hun siger noget til mig og alt hvad jeg hører er: “jeg er ikke god nok”.
Dette landskab er det Eckhart Tolle kalder smerte kroppen, der er her alle fortidens programmeringer ligger sammen med alt det “ikke kærlighed” vi er blevet fyldt op af. Når vi kommer forbi dette “skyggelandskab” som kun er spejlinger på tidligere tiders nederlag. Kommer vi til vores fortids kirkegård, det er vores oprindelige smerter ligger begravet. Det er her vi møder vores virkelige tab. Det er kærligheds tabene ligger, det er her vi første gang blev slået, fik skæld ud, straffe. Det er her vi mistede vores barnetro og vores uskyld. Lige her er det værd at stoppe op, for her kan sorgen genoptages og i bedste fald forløses.
Det er ligeledes her vi igen mærker livet, genoptager vores følelsesliv, kærligheden strømmer igen i vores krop.
Så ofte er disse tåre blandede tåre, fordi de både rummer sorg og gensynsglæde.

Herfra går vejen gennem det vi sanser, ikke i genkendelse på tankeplan, men på et større bevidsthedsplan, en opmærksomhed på det vi ser, høre og mærker. Det er her den åndelige udvikling starter, det er uden ord, uden genkendelighed.
Det er her vi møder verden ny og frisk, det er her vi genoptager nysgerrigheden, modet på livet, lyst til leg og udforskninger. Det er nærværet vej, det er her det handler om en at følges med hånd i hånd og ikke at være fokuseret mod et givent mål i fremtiden.

Print Friendly, PDF & Email
Dette indlæg blev udgivet i Spiritualitet og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *