Der findes 2 former for egoisme.

Den ene er ligetil, det er her vi gør tingene for egen vindings skyld.
Det er her hvor vi har gjort os uafhængig af andre og nyder eget selskab og bruger ikke tid og krudt på at mærke behovet for nærhed, samhørighed og kærlighedsforhold, som er en del af vores autentiske behov. Vi har det godt med os selv, det er med andre, vi bliver nervøse og undgår derfor nærkontakt.

Den anden form, er mere avanceret, det er her vi er mere optaget af andre. Vi giver os fornøjelsen af at glæde andre. Vi gør gode ting for andre, faktisk kan vi bruge alt vores levende krudt, på at gøre andre tilfredse. Det er her vi gør det for den gode samvittighed, for at have det godt med os selv. Vi gør andre afhænge af os og vores handlinger, og derved får hævet os op til at føle os som store mennesker. Det er i virkeligheden for at tæmme den dårlige samvittighed og for nemmere kunne holde skylden på afstand. Det er her vi bliver selvofrende for den gode sag, for andre, uden at mærke efter vores autentiske behov.

 Den selviske form som er den først beskrevne, er på mange måder både mere ren og nem at forholde sig til. Den er lidt fri af frygt, eller frygten er betinget af andre mennesker, så når man gør sig fri af andre mennesker, så er man “usårlig. Denne type er ofte den der går forrest i bestræbelserne på at opnår total uafhængighed og frihed.

Den “uselviske” er ret beset fuld af frygt, frygt for ikke at slå til, frygt for at blive kasseret, frygt for at andre skulle syntes dårligt om en. Uselvisk kan man vel næppe kalde det, for det handler en del om at slå til og sørge for at alle få noget godt, så der er mange “gryder” der skal sættes over og småsimre og røres i. Så der er meget der skal ses til og gøres, for at det gode ry og rygte opretholdes.

Print Friendly, PDF & Email
Dette indlæg blev udgivet i Eksistentiel Filosofi, Essentiel Terapi, Spiritualitet og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *