Vi´et gør ikke noget.

Det er så yndigt at følges ad, og fra samme ritual lyder det,
at når mand og kvinde giftes, skal de blive til eet´ kød og blod.
Og et langt stykke henne af vejen, så er det også både smukt og godt. Men hvis ikke der er forskellighed og en vis polarisering, så er der en stor fare for at parret ikke blot smelter sammen, men og smelter ned i en passiv og inaktiv tilstand. Fint er det også når begge tager ansvaret for at opleve og udlever deres drømme og ønsker i livet. Det er når passiviteten som dels opstår, i tryghedens tegn og dels når parret har gjort tingene, for at få noget fra den anden partner, at energien langsom forsvinder. Så en dag sidder begge to og venter på at den anden part skal gøre noget for en, eller for forholdet. Det er her hvor vi´et ikke længere er det vi som kirken taler om, men et statisk vi som mere er en støvet historisk vi uden liv, gnist eller følelser.

Det er her parret ofte få nogle “gode fine” snakke om hvad de skal blive bedre til. Det bliver de også de første par dage og så går aftalen i glemmebogen, indtil at den ene atter bryder ud i frustration over det manglende liv i forholdet.
Det virker bare ikke, her er det ikke vi´et der skal gøre noget, men parterne hver især. De skal gå efter deres ønsker, tage ansvaret for at udleve dem, give hvad der giver mening og energi og huske sig selv. Det at inkludere sig selv i de gode handlinger.

Print Friendly, PDF & Email
Dette indlæg blev udgivet i Parterapi, Spiritualitet og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *